Bedre overgang til voksenlivet for anbragte unge i Egedal
Bikubenfonden har bevilget 4 millioner kroner til Egedal Kommune og Ungdommens Røde Kors' projekt med at forbedre anbragte unges overgang til voksenlivet.
Idéen bag samarbejdet mellem Egedal Kommune og Ungdommens Røde Kors er at gøre anbragte unge og andre unge til en ressource for hinanden i overgangen til voksenlivet. Det kan være både i forhold til boligafklaring, i den praktiske boligsøgning og i overgangen til at bo i eget hjem. De unge bliver støttet af Egedal Kommune, som vil afprøve nye måder at tænke anbragte unges overgang til voksenlivet og egen bolig.
Formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Egedal Kommune, Henriette Thirup-Bielefeldt, siger om formålet med projektet: ”Anbragte unge og ikke-anbragte unge kan hjælpe hinanden i en af ungdomslivets vigtige overgangssituationer: at flytte i eget hjem for første gang. Vi håber, at det kan hjælpe til, at anbragte unge oplever at blive mødt på lige fod med andre unge, når de henvender sig til kommunen. At de unge hjælper hinanden gensidigt kan også bidrage til at styrke deres netværk på tværs af sociale baggrunde.”
Konkret inviteres de unge til at deltage i et gruppeforløb i god tid, før de skal flytte i eget hjem. Det er Ungdommens Røde Kors, som står for ungegrupperne.
Bikubenfonden tog i efteråret 2022 initiativ til, at en række kommuner, organisationer og tidligere anbragte unge satte sig sammen for at nytænke anbragte unges overgang til voksenlivet.
Omdrejningspunktet var tre konkrete udfordringer for anbragte unge i overgangen til voksenlivet:
- Hvordan øger man chancen for, at de unges eksisterende relationer kan hjælpe dem i overgangen?
- Hvordan kan overgangsstøtten tage højde for vigtigheden af, at de unge føler sig betydningsfulde for andre?
- Hvordan kan man skabe et mere behovs- og ønskebaseret valg af boform?
Forløbet resulterede i et konkret samarbejde mellem Egedal Kommune og Ungdommens Røde Kors, som sammen har formuleret et koncept, der skal afprøves i 2023 og frem. Det er den videre udvikling af dette koncept, som Bikubenfonden støtter med 4 millioner kroner.
Henriette Thirup-Bielefeldt fortsætter: ”Vi kommer til at udfordre os selv med dette initiativ. De unge vil helt sikkert pege på behov, som vi ikke var klar over, de havde. Jeg er overbevist om, at vi ved at lytte til de unge kan lære meget om, hvordan vi bedst kan hjælpe dem. Jeg tror også, at de unge bliver mere bevidste om, hvordan de kan hjælpe hinanden. Vi er meget glade for det tætte samarbejde med Ungdommens Røde Kors om denne vigtige opgave”
Landsforperson i Ungdommens Røde Kors, Jonas Wiederholt Larsen, glæder sig også til samarbejdet:
"I Ungdommens Røde Kors ser vi hver dag, hvordan der sker en stor positiv forandring når unge går sammen om at hjælpe og støtte hinanden. Vi har stor erfaring med at skabe denne typer fællesskaber, og vi glæder os til at sætte disse erfaringer i spil i forsøget på at bringe unge på tværs af forskellige baggrunde sammen om at løse en fælles udfordring med at finde bolig”
FAKTA
Bikubenfonden har gennemført deres initiativ i partnerskab med De Anbragtes Vilkår (DAV) og Dansk Design Center (DDC). Fonden har i alt bevilget 15 millioner kr. til processen og de konkrete konceptudviklinger.
Udover Egedal Kommune og Ungdommens Røde Kors har to andre partnerskaber fået støtte:
- Haderslev Kommune og PLAY
- Rødovre Kommune og Mentorbarn