---
title: "Årets nyuddannede faglærte fejret på rådhuset"
description: "Mandag den 22. juni blev dette års nyuddannede faglærte i Egedal Kommune fejret på rådhuset. Byrådet stod bag fejringen, der er starten på en årligt tilbagevendende tradition."
date: "2026-06-24"
created: "2026-06-24"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Årets nyuddannede faglærte fejret på rådhuset](https://egedalkommune.dk/nyheder/aarets-nyuddannede-faglaerte-fejret-paa-raadhuset)

# Årets nyuddannede faglærte fejret på rådhuset

Mandag den 22. juni blev dette års nyuddannede faglærte i Egedal Kommune fejret på rådhuset. Byrådet stod bag fejringen, der er starten på en årligt tilbagevendende tradition.

Som noget nyt har byrådet i Egedal Kommune i år søsat et nyt initiativ: En årlig fejring af nyuddannede faglærte, som bor eller har stået i lære i Egedal Kommune.

Fejringen fandt sted mandag den 22. juni på rådhuset. Som det ofte ses ved første arrangement af sin slags, var der ikke så mange tilmeldinger, men til gengæld gjorde de seks fremmødte og deres pårørende oplevelsen helt særlig. Det blev en eftermiddag med fejring, nærvær og gode samtaler på tværs – især takket være de seks dygtige unge nyuddannede, som vi med stor stolthed kunne hylde:

- Andreas Meling Bach Poulsen, elektriker
- Oliver Christensen, elektriker
- Jonas Sait Bovien Sayir, personvognsmekaniker
- Daniel Victor Olsen, tømrer
- Thor Gunlev Fich, tømrer
- August Bjørn Sørensen, tømrer

## En milepæl, der fortjener anerkendelse

Formand for Skole- og Uddannelsesudvalget, Lars Winther Andersen, lykønskede deltagerne med uddannelsen og satte ord på den store og vigtige indsats, de har ydet:

”Jeg er glad for, at vi i dag samles for at fejre denne vigtige milepæl for jer. Den uddannelse, I nu hver især har gennemført, kræver både faglighed, engagement og vedholdenhed. En uddannelse hvor både teori og praksis går hånd i hånd, og hvor jeg tror I har udviklet jer yderligere gennem samarbejde, erfaring og ansvar – det fortjener anerkendelse, og det skal I være stolte af”, sagde han og fortsatte:

”Det er ikke altid den letteste vej at gennemføre en erhvervsuddannelse, men I har med jeres uddannelse fået nogle værdifulde færdigheder med jer, som I vil have glæde af resten af jeres liv. Og så har I fået et solidt fundament, der åbner døre og giver muligheder – I kan gå direkte ud i job, og hvis I får lyst om nogle år, kan I bygge ovenpå, alt efter hvad I drømmer om.”

## Faglært arbejdskraft er vigtig for fremtiden

Lars Winther Andersen fremhævede desuden vigtigheden af, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse:

 ”Jeres uddannelser har vi brug for – ikke bare i Danmark – og måske mere end nogensinde før. Vores velfungerende erhvervsskoler har en helt afgørende betydning, fordi de uddanner den faglærte arbejdskraft, som vores samfund og erhvervsliv er dybt afhængige af. Samtidig er de stærke til at koble teori og praksis på en måde, der både giver faglig kvalitet og skaber værdi for vores lokale virksomheder og vores lokalsamfund i det hele taget.”

Stort tillykke til både de fremmødte og til de øvrige nyuddannede faglærte i Egedal, der ikke kunne være til stede ved fejringen.

![Fejring af nyuddannede fagl&#xE6;rte 2026 - Egedal R&#xE5;dhus den 22. juni 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/d3b2b468-42bb-49be-0447-08ded17af1f8?width=800)

            De seks faglærte samt borgmester Birgitte Neergaard-Kofod (i midten) og formand for Skole- og Uddannelsesudvalget, Lars Winther Andersen (yderst til højre). Foto: Egedal Kommune.

## Kontakt

### Ung Egedal

Hindbærvangen 224

                                2765 Smørum

### Ring til os

72599200

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/e8e7c5c5-0c10-4995-b852-4ab1f6529664/)

### Bemærk

                            Ung Egedals administrations åbningstider og aktiviteter følger i udgangspunktet skolernes feriekalender.

[Læs mere på Ung Egedals hjemmeside](https://ungegedal.dk/ "Læs mere på Ung Egedals hjemmeside")
