Åbning af stævningsskoven ved Skenkelsø Mølle
Lørdag den 7. oktober kl. 10-14 markeres åbningen af stævningsskoven ved Skenkelsø Mølle. Det er samtidig mølledag med masser af aktiviteter for børn og voksne.
Ledetråden
Man kan være med til at sætte sit eget præg på stævningsskoven og selv skabe stierne i skoven ved at følge ’Ledetråden’. Der vil også være naturaktiviteter for børn og mulighed for at smage historisk suppe, friskpresset æblemost og æbleskiver bagt efter historisk opskrift på museets gamle komfur.
Stævningsskoven er en historisk driftsform, der kendes fra Vikingetiden. Beplantning og træer skæres helt ned til jorden, hvorefter de nye skud kan bruges til hegn og stolper – eller snobrødspinde. Træerne i Sperrestrup Skov var mere end 25 år gamle og var blevet så høje, at de gav for meget læ for møllen. Og uden vind ingen drejende møllevinger og dermed intet malet mel. Efter aftale mellem møllen og Naturstyrelsen, som ejer skoven, er et areal på 50 x 50 meter nord for møllen blevet omdannet til stævningsskov. Projektet giver mere vind til møllen, historisk formidling af en gammel driftsform og øget biodiversitet med nye levesteder for insekter og dyr.
Efterårstid er også æbletid. Bellingehus Frugtplantage medbringer smagsprøver på smagfulde danske æblesorter. Der vil være eksempler på mange spændende lokale sorter. Hvis man medbringer sit eget æble, kan man også få at vide hvilken sort, det er. På gårdspladsen vil museets frugtpresse være stillet op og man kan således få smagsprøver på friskpresset æblemost eller selv lave most af sine medbragte æbler. Gerne nedfaldsfrugter - men ikke rådne. Husk også emballage til mosten.
I stuerne er der gang i spinderiet og håndarbejdet. Man kan også besøge Egedals lokale museum med lokale samlinger og genstande eller nyde en kop god frisklavet kaffe og æbletærte i møllehavens cafe.
Mølledagen markerer samtidig sidste chance for at se museets særudstilling: ’Thorvald Larsen – en lokal maler’.
Der er gratis adgang til arrangementet.
Praktisk info og fakta
- Adresse: Skenkelsø Mølle Museum, Maglehøjvej 42, 3650 Ølstykke.
- Tidspunkt: lørdag den 7. oktober 2023, kl. 10-14
- Arrangeres i samarbejde med Skenkelsø Møllelaug og Ølstykke Historiske Forening
- Stævningsskoven er skabt i partnerskab mellem Naturstyrelsen og Egedal Kommune, Egedal Arkiver og Museum samt Ølstykke Historiske Forening
Kontakt
Kultur og Fritid
Dronning Dagmars Vej 2003650 Ølstykke