Få hjælp til problemer med hash og andre stoffer
Du kan få gratis rådgivning og behandling, hvis du ryger hash eller tager andre stoffer.
Hvordan kommer du i gang?
Ring eller send en mail til Rusmiddelteamet og få en tid til en anonym, uforpligtende og gratis rådgivningssamtale.
Her kan du fortælle, hvad du ønsker hjælp til og få oplysninger om vores tilbud. Sammen finder vi ud af, om du har brug for et forløb af kortere eller længere varighed.
Det kan være en god idé at have en partner, et familiemedlem eller en anden støtte med til første samtale. Vores erfaring er, at fire ører lytter bedre end to.
Efter denne samtale, og en samtale med vores lægekonsulent, udarbejder vi en plan sammen med dig. Denne proces skal igangsættes indenfor behandlingsgarantien på 14 dage.
Hvilken hjælp kan du få?
Hos Egedal Kommunes Rusmiddelteam kan du få:
- Et kort og afklarende samtaleforløb
- Individuelle behandlingssamtaler
- Efterbehandlingsforløb
- Gruppeforløb
- Par- eller familiesamtaler
- Mindfulness
- NADA øre-akupunktur
Kan jeg være anonym?
Du kan komme i gratis og anonym stofbehandling, hvis du:
- Er over 18 år (er du under 18 år, så læs her)
- Er i uddannelse eller arbejde
- Ikke har været i behandling tidligere
- Ikke har brug for medicinsk stofmisbrugsbehandling
- Ikke er tilknyttet anden indsats gennem kommunen
- Har afklarede boligforhold
Du kan komme i gratis og anonym stofbehandling hos:
- Egedal Kommunes Rusmiddelteam i Ølstykke
- KABS i Glostrup
- Fonden Novavi
Har du brug for yderligere hjælp?
Har du behov for yderligere hjælp i form af støtte/kontaktperson, substitutionsbehandling, eller et mere intensivt behandlingsforløb hjælper vi dig videre til rette tilbud.
Vi har tavshedspligt
Du kan vælge at være anonym og vi har tavshedspligt. Det betyder, at vi ikke fortæller eller skriver til nogen, at du har kontaktet os eller hvad, vi har talt med dig om.
Pjecer til download og print
Kontakt
Egedal Rusmiddelteam
Tofteparken 153650 Ølstykke