De nye kontanthjælpsregler
De nye kontanthjælpsregler træder i kraft d. 1. juli 2025. Her kan du få svar på de mest almindelige spørgsmål.
Alle borgere i Egedal Kommune, som modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse vil modtage et brev fra Kommunernes Ydelsessystem (KY).
I brevet orienteres borgerne om, at der er trådt nye regler i kraft på kontanthjælpsområdet, som kan få betydning for deres ydelse fra 1. juli 2025. Ændringerne vil gælde fra udbetalingen den 31. juli 2025.
Hvis du modtager en af de ovennævnte ydelser, vil du senest den 31. marts 2025 modtage besked om, hvad ændringerne konkret betyder for dig.
Spørgsmål og svar
Alle personer, som inden den 1. juli 2025 modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp samt selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, vil opleve, at deres ydelse ændres med virkning fra 1. juli 2025.
Orienteringsskrivelser
Hvis du den 6. januar 2025 modtager en af de berørte ydelser, vil du have modtaget en orienteringsskrivelse med generel information om de kommende ændringer.
Vejledningsskrivelser
Ydelsen i Egedal Kommune sender inden d. 31. marts en vejledningsskrivelse til alle modtagere af de berørte ydelser. Vejledningsskrivelsen vil indeholde en specifik vejledning om, hvilken betydning lovændringen har for netop din ydelse samt hvilken ydelse du vil modtage fra den 1. juli 2025.
Agterskrivelser
I løbet af juni 2025 sendes der brev til alle personer, som modtager de nævnte ydelser. Dette brev kaldes en agterskrivelse og vil virke som kombineret partshøring og afgørelse i forhold til, hvilken ydelse du kommer til at modtage fra den 1. juli 2025.
Du får grundsats, hvis du er mellem 18 og 29 år og opfylder opholdsholdskravet. Er du indrejst i Riget (Danmark, Grønland eller Færøerne) efter den 2. april 1968, eller har du været udrejst i mere end 12 måneder sammenlagt inden for de seneste 10 år, skal du også opfylde beskæftigelseskravet.
Er du mellem 25 og 29 år og har ret til grundsats, kan du modtage forhøjet sats, hvis du også opfylder beskæftigelseskravet.
Du får forhøjet sats, hvis du er fyldt 30 år og opfylder opholds- og beskæftigelseskravet.
Du får en sats som hjemmeboende, hvis du er mellem 18 og 29 år og bor hos én eller begge dine forældre.
Du får mindstesats, hvis du ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet.
- Grundsats: 7.205 kroner
- Forhøjet sats: 12.498 kroner
- Hjemmeboende sats: 2.925 kroner
- Mindstesats: 6.789 kroner
Der vil sammen med din kontanthjælpssats kunne gives et eller flere tillæg, hvis du er omfattet af reglerne herfor.
Satserne opdateres én gang om året i januar måned.
Børnetillæg
Du kan få 2.784 kroner i børnetillæg, hvis du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn. Det er ikke et krav, at dine børn har bopæl på din adresse, men det er et krav, at de opholder sig i Riget (Danmark, Grønland eller Færøerne).
Hvis du er EU/EØS-borger og er berettiget til børnetillæg efter EU-retten, eller hvis du er omfattet af bilaterale overenskomster, er du undtaget for reglen om, at dine børn skal opholde sig i Riget.
Tillæg til enlige forsørgere
Du kan få 1.638 kroner i tillæg som enlig forsørger, hvis du har ret til mindstesats eller grundsats, og du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn, som har bopæl på din adresse.
Hvis dit barn er anbragt, kan du også have ret til tillæg som enlig forsørger.
Tillæg til enlige uden forsørgelsespligt
Du kan få 1.092 kroner i tillæg, hvis du har ret til grundsats eller forhøjet sats, og hvis du ikke har forsørgelsespligt.
Særligt ungetillæg
Du kan få særligt ungetillæg, hvis:
- du er under 30 år
- jobcentret har vurderet dig aktivitetsparat
- du modtager kontanthjælp på grundsats eller modtager kontanthjælp som hjemmeboende
Hvor meget du kan få i særligt ungetillæg afhænger af din alder, og om du har forsørgelsespligt. Hvis du er:
- ikke-forsørger under 25 år, kan du få 1.036 kroner i særligt ungetillæg
- ikke-forsørger mellem 25 og 29 år, kan du få 2.590 kroner i særligt ungetillæg
- mellem 18 og 29 år og har forsørgelsespligt, kan du får 2.590 kroner i særligt ungetillæg
Opholdskravet
Du skal have haft ophold i Riget (Danmark, Grønland eller Færøerne) i ni ud af de seneste 10 år for at kunne modtage kontanthjælp med grundsats eller forhøjet sats. Opholdskravet gælder alle borgere, der indrejst efter 2. april 1968.
Hvis du ikke opfylder opholdskravet, kan du modtage kontanthjælp med mindstesats.
Hvordan tælles opholdskravet?
Når din opholdstid i forhold til hjælpen skal beregnes, medregner kommunen de perioder, hvor du har haft folkeregisteradresse her i riget (Danmark, Færøerne og Grønland), medmindre særlige grunde fører til et andet resultat. Det kan for eksempel være, hvis du ikke har frameldt dig en adresse, du ikke længere bor på.
Ophold i udlandet i perioder på sammenlagt højst to måneder pr. kalenderår (fra 1. januar til 31. december) i forbindelse med ferie, studierejser, tjeneste- og forretningsrejser med videre ligestilles med ophold i riget. Det er dog et krav i den forbindelse, at du har beholdt din bopæl i Danmark, Færøerne eller Grønland.
Hvis du har været på militær mission for den danske stat under instruktion af forsvaret, regnes den periode også som ophold her i riget. Det samme gælder ophold i udlandet, hvor du af den danske stat er stillet til rådighed for militær mission under instruktion af udenlandsk eller international myndighed.
Beskæftigelseskravet
Ud over kravet om ophold i sammenlagt ni år inden for de seneste 10 år er der også krav om beskæftigelse.
For at opfylde beskæftigelseskravet skal du have haft beskæftigelse, som sammenlagt svarer til almindelig fuldtidsbeskæftigelse i to år og 6 måneder (4810 timer) inden for de seneste 10 år som betingelse for, at du har ret til kontanthjælp med grundsats eller forhøjet sats.
Du er som udgangspunkt omfattet af beskæftigelseskravet på 2 år og 6 måneders beskæftigelse inden for de seneste 10 år for at opnå ret til kontanthjælp med grundsats eller forhøjet sats, hvis:
- du som udlænding er blevet folkeregistreret på baggrund af indrejse fra udlandet med virkning fra den 1. januar 2008 eller senere, og ikke tidligere har været folkeregistreret her i riget (Danmark, Færøerne eller Grønland)
- du som udlænding eller dansk statsborger har haft et udlandsophold i mere end 12 på hinanden følgende måneder og (gen)indrejser til riget den 1. januar 2008 eller senere - og har haft folkeregisteradresse her i riget med virkning før 1. januar 2008 - og (gen)ansøger om uddannelses- eller kontanthjælp den 1. januar 2019 eller senere.
Undtagelser fra opholds- og beskæftigelseskravet
Kravet om, at du skal have opholdt dig lovligt i riget (Danmark, Færøerne eller Grønland) i sammenlagt ni år inden for de seneste 10 år og beskæftigelseskravet, gælder ikke, hvis du er EU/EØS-borger, i det omfang du efter EU-retten er berettiget til hjælpen.
Er du dansk statsborger og har opholdt dig i et andet EU/EØS-land i mere end et år, og får behov for hjælp fra det offentlige ved hjemkomsten, lægges vægt på den tilknytning, du har til Danmark. Du skal selv give kommunen de oplysninger, der er nødvendige for, at kommunen kan afgøre, hvilken kontanthjælpssats du har ret til.
Kravet om ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i riget i to år og 6 måneder inden for de seneste 10 år gælder ikke for førtidspensionister, seniorpensionister og tidlige pensionister, der ikke modtager fuld førtidspension, seniorpension eller tidlig pension efter lov om social pension på grund af betingelserne om optjening eller på grund af en tilsvarende pension fra et andet EU-/EØS-land, eller for personer, der har nået folkepensionsalderen.
Personer, som har ophold efter særloven for Ukrainere er undtaget fra beskæftigelseskravet.
Du vil senest den 20. juni 2025 modtage en agterskrivelse. En agterskrivelse er en partshøring og en afgørelse i samme brev. Når du modtager agterskrivelsen, vil det være muligt for dig at komme med bemærkninger til den ydelsessats og eventuelle tillæg, du indplaceres på.
Du vil blive konkret vejledt om dine klagemuligheder i det brev, du modtager, men overordnet er dine muligheder beskrevet herunder.
Hvis du henvender dig i partshøringsperioden
Hvis du henvender dig med bemærkninger i partshøringsperioden, vil du modtage et nyt brev, hvori ydelseskontoret træffer endelig afgørelse. Hvis du er uenig i afgørelsen, har du mulighed for at klage over den indenfor fire uger fra modtagelsen af afgørelsen.
Hvis du henvender dig efter partshøringsperioden
Hvis du henvender dig med indsigelser efter partshøringsperioden, vil din henvendelse blive betragtet som en klage. I dette tilfælde vil kommunen behandle din henvendelse efter de almindelige klagebehandlingsregler.
Ja, når den nye lovgivning træder i kraft 1. juli 2025, bortfalder visse tillæg og regler.
Kontanthjælpsloftet
Kontanthjælpsloftet afskaffes med virkning fra den 1. juli 2025. Det betyder, at mange personer vil opleve, at de kan modtage mere i boligstøtte, da der ikke sker en nedsættelse på grund af kontanthjælpsloftet.
Kontanthjælpsloftet erstattes af et nyt boligstøtteloft, som betyder, at kontanthjælpsmodtagere, der er gift eller samlevende og som skal modtage den nye forhøjede sats, højst kan modtage 350 kroner i boligstøtte.
Særlig støtte
Fra 1. juli 2025 afskaffes særlig støtte til høje boligudgifter for personer, som modtager kontanthjælp. Personer, som modtager sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og jobafklaringsforløb, revalideringsydelse samt modtagere af ledighedsydelse kan fortsat være berettiget.
225-timers reglen
Kravet om, at visse ydelsesmodtagere skal have arbejdet mindst 225 timer inden for de seneste 12 måneder for at kunne modtage fuld ydelse afskaffes med virkning fra 1. juli 2025.
Når den nye lov om kontanthjælp træder i kraft den 1. juli 2025, bliver nedenstående regler og ydelser afskaffet:
- Kontanthjælpsloftet
- 225-timersreglen
- Særlig støtte til høje boligudgifter for kontanthjælpsmodtagere
- De særlige satser for unge under 30 år med specifikke psykiske sygdomme
- Aktivitetstillæg
- Barselstillæg
- Graviditetstillæg
- Danskbonus
- Uddannelseshjælp
- Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
Du kan få fritidstillæg fra den 1. juli 2025, hvis du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn, som har bopæl på din adresse. Du kan højst få udbetalt fritidstillæg til tre børn.
Fritidstillægget skal hjælpe med udgifter til at deltage i fritidsaktiviteter, kulturtilbud, sociale skole- og institutionsarrangementer eller udstyr til uddannelse. Fritidstillægget er skattefrit og udgør 466 kroner pr. måned pr. barn i 2024. Hvis du har ret til tillæg som enlig forsørger, bliver fritidstillægget reduceret til en fjerdedel. I 2024 svarer det til 116,5 kroner pr. måned pr. barn.
Fritidstillægget udbetales efter, at du har været på kontanthjælp i tre måneder.
Du skal indsende dokumentation
Du skal dokumentere, at minimum en tredjedel af det udbetalte beløb er brugt til enten fritidsaktiviteter, kulturtilbud, sociale skole- og institutionsarrangementer eller udstyr til uddannelse. Du skal indsende dokumentationen hver tredje måned. Første gang du skal indsende dokumentation er efter, du har fået udbetalt fritidstillægget i tre måneder.
Hvis du ikke sender dokumentation, vil udbetaling af fritidstillægget stoppe. Du kan få udbetalt fritidstillæg igen, hvis du sender dokumentation. Udbetalingen vil ske fra den efterfølgende måned, efter du har sendt dokumentationen til din kommune.
Det er endnu ikke fastlagt, hvordan du fremsender dokumentation på dine børns fritidsudgifter. Dette vil blive opdateret, så snart det er på plads.
Hvis du er gift eller samlevende og modtager forhøjet sats, er du omfattet af et boligstøtteloft. Hvis du er omfattet af boligstøtteloftet, kan du højst modtage 363 kroner i boligstøtte pr. måned.
Boligstøtteloftet har kun virkning for hele kalendermåneder med kontanthjælp. Det betyder, at hvis du ændrer status fra gift eller samlevende til enlig midt i en måned, vil du ikke være omfattet af boligstøtteloftet for hele den kalendermåned.
Hvis du omvendt ændrer status fra enlig til gift eller samlevende, eller hvis du er gift eller samlevende og bliver modtager af forhøjet sats midt i en måned, vil du først være omfattet af boligstøtteloftet den første hele kalendermåned som gift eller samlevende på forhøjet sats.
Du kan søge boligstøtte på borger.dk
Hvis du i dag er omfattet af kontanthjælpsloftet eller af andre årsager ikke har søgt boligstøtte, kan du være berettiget til at modtage boligstøtte efter den 1. juli 2025. For at få boligstøtte fra den 1. juli 2025 skal du søge senest den 30. juni 2025.
Boligstøtte udbetales af Udbetaling Danmark (UDK), hvorfor eventuelle spørgsmål til din boligstøtte skal rettes til Udbetaling Danmark.
Medicintilskud til dig, som modtager kontanthjælp
Du har ret til at få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin, når du har fået udbetalt kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder. Det betyder, at alle borgere, der har modtaget kontanthjælp i et år eller mere, har ret til gratis medicin.
En måned, hvor du kun delvist har modtaget kontanthjælp, herunder supplerende kontanthjælp, vil indgå i opgørelsen af de 12 måneder med kontanthjælp som en hel måned.
Hvis du i en måned har modtaget en udbetaling på 0 kroner for eksempel fordi hjælpen er blevet nedsat på grund af din ægtefælles indtægter, tæller måneden ikke med i opgørelsen af de 12 måneder. Det er ikke en betingelse, at de 12 måneder ligger i forlængelse af hinanden. Selvom du i en måned ikke har fået udbetalt hjælp, kan du således godt fortsat være berettiget til medicintilskuddet.
Medicintilskud til din ægtefælle
Hvis din ægtefælle har ret til kontanthjælp afledt af din sociale begivenhed, vil din ægtefælle have ret til egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin.
Dette gælder dog kun, hvis din ægtefællen selv har modtaget kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder. Det er dermed ikke nok, at din ægtefælle har en afledt ret til kontanthjælp. Der skal også reelt være udbetalt kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder.
Medicintilskud til dine børn
Retten til egenbetaling ved køb af tilskudsberettiget medicin gælder også for børn, som bor hos dig, der modtager kontanthjælp.
For børn under 18 år, som bor hos en forælder, der modtager kontanthjælp, vil retten gælde fra den første dag, hvor forælderen har ret til kontanthjælp.
Hvordan får du tilskuddet?
Du skal ikke selv lægge ud for medicinen, da tilskuddet vil blive ydet direkte på apoteket via Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR).
Du skal være opmærksom på, at tilskuddet kun dækker det billigste præparat. Hvis det billigste lægemiddel ikke er på lager på det enkelte apotek, må du afvente eller hente denne medicin på et andet apotek.
Apoteket afregner tilskuddet direkte med kommunen.
Du kan få midlertidigt tilpasningstillæg på 2000 kroner pr. måned i perioden fra den 1. juli 2025 og i op til to år, hvis du:
- er under 30 år
- i juni 2025 modtager uddannelseshjælp med aktivitetstillæg, kontanthjælp eller uddannelseshjælp med sats grundet psykisk lidelse
- i juli 2025 vil modtage kontanthjælp på grundsats, eller du modtager kontanthjælp som hjemmeboende
- på baggrund af overgangen til din nye kontanthjælpssats den 1. juli 2025 har en indtægtsnedgang på minimum 2.000 kroner
Du skal være opmærksom på, at hvis din nedgang i ydelsen fra juni til juli 2025 skyldes ændring i din civilstand, samlivsstatus, forsørgerstatus eller visitationskategori, vil du ikke være berettiget til midlertidigt tilpasningstillæg.
Hvis du først har modtaget midlertidigt tilpasningstillæg i juli måned 2025 - og senere stopper på kontanthjælp - kan du også modtage det midlertidige tilpasningstillæg, hvis du igen, inden 30. juni 2027, ansøger om kontanthjælp. Dette gælder dog kun, hvis du i øvrigt opfylder betingelserne for det midlertidige tilpasningstillæg.