Jordforurening i Egedal
Jorden på en ejendom kan være kraftigt forurenet eller mindre forurenet. Førstnævnte registreres af Region Hovedstaden, mens sidstnævnte udpeges af kommunen.
Kraftige jordforureninger i Egedal Kommune
Der findes matrikler i Egedal Kommune, hvor jorden enten er under mistanke for at være eller er konstateret kraftigt forurenet. Disse matrikler kortlægges af Region Hovedstaden (V1 og V2 kortlægninger) i det omfang, regionen har kendskab til forureningerne. Du kan læse mere på Region Hovedstadens side om jordforurening og grundvand
Du kan få et overblik over V1- og V2-kortlagte grunde i Egedal Kommune på Egedalskortet.
Lettere forurenede områder i Egedal Kommune
Foruden matriklerne med de kraftige jordforureninger, findes der områder i kommunen, hvor jorden antages at være lettere forurenet med enten tungmetaller, tung olie eller med de såkaldte PAH'ere (eller alle tre stoffer). For at jorden falder ind under kategorien "lettere forurenet jord" må de nævnte stoffer kun forefindes i relativt lave koncentrationer.
Kommunen udpeger de lettere forurenede områder i en "områdeklassificering". Der er her tale om områder, der er væsentligt større end matrikelniveau. Du kan se hvilke områder af Egedal Kommune, der er udpeget til områdeklassificering på Egedalskortet.
Områdeklassificeringen er baseret på et erfaringsmæssigt skøn over sammenhæng mellem et områdes historik og forurening af jord. Områdeklassificeringen kræver ikke detaljeret kendskab til faktiske forureningsforhold på de enkelte grunde indenfor områdeklassificeringen, og det er ikke formålet med klassificeringen at udpege enkeltejendomme som forurenede.
Din grund er altså ikke med sikkerhed lettere forurenet, hvis du bor i et områdeklassificeret område. Men din grund er medtaget i områdeklassificering, fordi kommunen har vurderet, at du bor i et område, der erfaringsmæssigt kan være lettere forurenet. Modsat gør sig gældende, at din grund ikke med sikkerhed er uforurenet, selvom den ikke er medtaget i områdeklassificeringen.
Kontakt
Klima, natur og miljø
Dronning Dagmars Vej 2003650 Ølstykke
Skriv til os
Dette område kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.