Snerydning
Hvad skal du selv snerydde, og hvad gør kommunen? Her på siden kan du få overblik over hvor kommunen rydder sne og salter veje, stier og p-pladser, og hvor du som grundejer skal stå for snerydningen.
Kommunens snerydning
Om vinteren bliver veje og stier ryddet og saltet efter en prioriteret rækkefølge. Vi starter med de steder, hvor flest mennesker færdes, som for eksempel de større veje, der er vigtige for busser og anden gennemkørende trafik. På flere veje i kommunen er det Vejdirektoratet, som sørger for snerydningen, som for eksempel Frederikssundsvej.
Kommunen kategoriserer alle offentlige veje i kommunen som en A-, B-, C- eller D- vej. Kommunen rydder ikke på C- og D-veje.
Du kan se, hvor kommunen snerydder og salter på kortet nederst på siden. Her kan du også søge på din vej, og se hvem, der er ansvarlig for salt og snerydning.
Grundejers snerydning
Som grundejer langs en vej har du også nogle opgaver i forhold til snerydning og saltning. Du skal rydde sne og salte på fortovet ud for din ejendom. Desuden skal du rydde en eventuel sti, der fører op til din ejendom, så postbud og skraldemanden kan udføre deres arbejde uden at komme til skade.
Særligt for en privat vej og private fællesveje
Bor du på en privat fællesvej skal du huske at rydde sne og salte på den del af vejen, der ligger ud for din ejendom. Hvis du har en genbo, skal du også salte og rydde sne frem til til vejmidten. Har du ikke en genbo, skal du huske at rydde hele vejstykket.
Her salter og snerydder kommunen
Se på kortet, hvor kommunen rydder sne og salter i kommunen. Du kan søge på bestemte veje i venstre hjørne.