Pædagogmedhjælper
Mød pædagogmedhjælperen Malene
Jeg er ansat som pædagogmedhjælper i børnehaven i Børnehuset Langekær i Ølstykke. Min dagligdag er fyldt med en masse dejlige børn, som vi passer godt på, leger med og laver en masse sjove aktiviteter med. Vi følger nogle temaer året igennem, f.eks. Kroppen, Affald, Naturen, Traditioner og kulturer. Men derudover er der selvfølgelig også tid til hygge og spontanitet.
Jeg har ikke været medhjælper så længe og er ikke som sådan specialiseret inden for noget, men vi voksne i børnehaven har hver især vores små områder, vi brænder mest for. Jeg er nok den, der brænder mest for de kreative aktiviteter. Vi deltager dog alle på lige fod i samtlige aktiviteter.
Der er mange spændende ting ved at arbejde med børn, og det er en stor fornøjelse at have så glade børn, at de ikke har travlt med at komme hjem om eftermiddagen. Det er også dejligt at dyrke det gode børnefællesskab og se dem udvikle sig på alle områder gennem leg og sjove aktiviteter, som vi er fælles om ifølge vores årshjul. I øjeblikket er vores emne Kroppen, og børnene tegner sig selv, laver sjove bevægelseslege, og så har vi gang i børneyoga, som er meget populært. Vi har i øvrigt netop været på kursus i "Fri for mobberi". Det glæder jeg mig til at tage fat på.
Jeg er stolt af alt det, vi laver alle sammen. Vi har et supergodt børnehus, hvor der er plads til alle. Og jeg er stolt af, at vi har en medarbejdergruppe, som er dybt engageret i alle børn og alt det, vi gør i hverdagen. Man bliver stolt, når man kan se glade børn, der udvikles i en positiv og lærerig retning.
Det bedste ved min arbejdsplads er mine kolleger, vores leder og vores gode, positive ånd. Glade voksne skaber glade børn, og det synes jeg, vi lever op til. Der er plads til gode grin, omsorg, forståelse og masser af krammere. Her er alle lige meget værd, uanset om du er medhjælper eller uddannet pædagog. Det er rigtig dejligt.