Afgørelse
Afgørelse om, at rørlægning af afvandingsgrøft på Granplantagen 12 ikke skal miljøvurderes
Egedal Kommunes miljøvurderingsmyndighed har modtaget en anmeldelse efter miljøvurderingsreglerne fra ejer af Granplantagen 12, 3550 Slangerup. Projektet omfatter rørlægning af en afvandingsgrøft på Granplantagen 12, 3550 Slangerup.
Dette projekt omfatter alene rørlægning af afvandingsgrøft. Ansøger ønsker efterfølgende at opføre et sommerhus på Granplantagen 12 (Matrikel nr. 12dc) Buresø, 3550 Slangerup. Dette forhold behandles i en byggetilladelse.
Der løber en afvandingsgrøft tværs over grunden i det ønskede byggefelt. Det ansøgte projekt omfatter at lægge denne afvandingsgrøft i en nedgravet drænledning (i ø160mm PVC rør). Afvandingsgrøften har sit indløb på grunden fra en eksisterende brønd beliggende i skellet på den sydvestlige nabos grund (matrikel nr. 11ac). Det bemærkes i den forbindelse, at afvandingsgrøften ikke opsamler vand fra øvrige steder, herunder grundens sydligste hjørne. Drænledningen vil blive koblet direkte på den eksisterende brønd og ført frem til grundens nordøstlige hjørne, hvor den vil få udløb via en stenkiste til den eksisterende afvandingsgrøft beliggende i skellet mellem matrikel nr. 12db og matrike lnr. 12dp. Der etableres endvidere en rensebrønd på drænledningen.
Arbejdets udførelse forventes at vare maksimalt en uge.
Egedal Kommune skal som miljøvurderingsmyndighed vurdere, om projektet er miljøvurderingspligtigt og dermed om projektet forudsætter udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport.
Afgørelse:
Egedal Kommune har på baggrund af en screening vurderet, at projektet ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke er omfattet af krav om miljøvurdering (ikke VVM-pligtigt). Afgørelsen er truffet efter § 21 i miljø-vurderingsloven (LBK nr. 4 af 01/03/2023).
Afgørelsen er ikke en tilladelse, men alene en afgørelse om, at projektet ikke skal gennem en miljøvurdering. Afgørelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år, jf. miljøvurderingslovens § 39.
Screeningen fremgår af myndighedsscreeningsskemaet, der er vedlagt.
Afgørelsen er offentliggjort på Egedal Kommunes hjemmeside.
Kommunens vurdering:
Projektet er omfattet af miljøvurderingslovens (LBK nr. 4 af 3. januar 2023) Bilag 2, pkt. 10f på bilag 2. (Anlæg af vandveje, som ikke er omfattet af bilag 1, kanalbygning og regulering af vandløb). Bygherrens ansøgning ligger til grund for afgørelsen.
På baggrund af ansøgers oplysninger og kommunens egne oplysninger, er det vores vurdering, at projektet ikke vil medføre væsentlige negative påvirkninger på miljøet og derved ikke er omfattet af krav om miljøvurdering.
Egedal Kommune har gennemført en screening for miljøvurdering med baggrund i lovens Bilag 6, hvor der især er lagt vægt på:
• at projektet er beliggende i et udbygget sommerhusområde i overensstemmelse med planlægningen for området
• at projektet ikke vil påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV arter.
• at projektet ikke skader butsnudede frøer i henhold til artsfredningsbekendtgørelsen
• at projektet har en kortvarig anlægsperiode, hvorefter gener fra dette arbejde vil ophøre
Konklusion:
På baggrund af screeningen vurderer Egedal Kommune at projektet hverken i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter i området vil medføre en væsentlig indvirkning på miljøet. Projektet er derfor ikke miljøvurderingspligtigt.
Anden lovgivning m.v.:
Screeningen er gennemført med udgangspunkt i det projekt, som er beskrevet i ansøgningen og på baggrund af de miljømæssige forudsætninger, som er gældende på screeningstidspunktet. Hvis projektet ændres, skal projektet ansøges igen med henblik på at få afgjort, om ændringen er omfattet af krav om miljøvurdering (VVM-pligtigt).
Vi gør opmærksom på, at der med denne afgørelse om at der ikke er miljøvurderingspligt, ikke er taget stilling til evt. andre nødvendige tilladelser til projektet.
Klageadgang:
Afgørelsen om at der ikke skal laves en miljøvurdering i ovenstående sag kan påklages jf. miljøvurderingslovens § 49, stk. 1. Der kan udelukkende klages over retlige forhold. Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Miljø- og fødevareklagenævnet.
Klageberettiget er:
• Ansøger
• Miljø- og fødevareministeren
• Enhver med retlig interesse i sagens udfald
• Landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Du klager via klageportalen, som du finder via borger.dk eller virk.dk. Du logger på klageportalen med Nem-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Egedal Kommune via klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, foreninger, organisationer og offentlige myndigheder. Gebyret tilbagebetales, hvis du får helt eller delvis medhold i din klage.
I klageportalen sendes din klage automatisk først til Egedal Kommune. Hvis Egedal Kommune fastholder afgørelsen, sender Egedal Kommune klagen videre til behandling i nævnet via klageportalen. Du får besked om videres-endelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen.
Se
betingelserne for at blive fritaget
Klagefrist
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt og offentliggjort på kommunens hjemmeside www.egedalkommune.dk Denne afgørelse er meddelt og offentliggjort den 3. oktober 2024, hvor klagefristen er den 31. oktober 2024.
Ønskes afgørelsen indbragt for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra offentliggørelsen, hvilket vil sige senest den 3. april 2025.
Informationer
Dokumentation & Tilladelser
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret