Afgørelse
Projekt vedrørende udvidet produktionskapacitet hos Egedal Fjernvarme er ikke VVM-Pligtigt
Projektet vurderes ikke at have en væsentlig påvirkning på miljøet og ejer skal derfor ikke udarbejde en miljøkonsekvensrapport
Egedal Kommune har afgjort, at ansøger ikke skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport for et projekt for udvidelse af produktionskapacitet hos Egedal Fjernvarme A/S. Projektet indebærer etablering af ny varmeakkumuleringstank, en tilbygning hvor der placeres varmepumpe og elektrofilter til rensning af røggas. Derudover indeholder det samlede projekt også opførelse af flislinje med en mulig effekt på 8,0 MW.
Afgørelsen om, at projektet ikke kræver udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport, som er en særlig vurdering af projektets virkninger på miljøet, er truffet fordi projektet ikke vurderes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Afgørelsen er ikke en tilladelse, men alene en afgørelse om, at projektet ikke skal gennem en miljøvurdering.
Du kan finde ansøgningen, afgørelsen og myndighedens vurdering nederst på denne side, under relevante dokumenter.
Klagevejledning
Du kan klage over afgørelsen senest den 31. august 2023.
Du klager via klageportalen, som du finder via borger.dk eller virk.dk. Du logger på klageportalen med Nem-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Egedal Kommune via klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, foreninger, organisationer og offentlige myndigheder. I klageportalen sendes din klage automatisk først til kommunen. Hvis Egedal Kommune fastholder afgørelsen, sender kommunen klagen videre til behandling i nævnet via klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen. Se betingelserne for at blive fritaget.
Klagefrist
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Betingelser mens en klage behandles
Klage over afgørelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer noget andet. Det betyder, at du kan handle efter klagenævnets afgørelse. Udnytter du afgørelsen, indebærer dette ingen begrænsning i klagenævnets mulighed for at ændre eller ophæve afgørelsen. Hvis nævnet tillægger en klage opsættende virkning, skal du afvente nævnets afgørelse før det anmeldte projekt kan gennemføres, og nævnet kan i den forbindelse påbyde påbegyndte bygge- og anlægsarbejder standset.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra afgørelsens offentlige bekendtgørelse.
Informationer
Dokumentation & Tilladelser
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret